 Robotten K-Meks
Der har været ret stille om tegneserierne her i Danmark i lang tid, men nu synes jeg, at det er ved at vende.
Først kom mangaerne og nu er begrebet “graphic novel” også taget i brug. Det var tegneserieskaberen Will Eisner, ham med blandt andet The Spirit, der først brugte begrebet om en af sine tegneserier. Der er ikke helt enighed om, hvad begrebet graphic novel helt præcist dækker, men ofte bruges begrebet til at beskrive en afsluttet tegneserie med et emne, der er lidt mere seriøst end den gængse tegneserie.
“Manga” derimod er det japanske ord for tegneserie. Så Manga er i virkeligheden ikke en genre, som man ellers godt kan forledes til at tro. Der er ufatteligt mange forskellige genrer og tegneserieformer indenfor manga, desværre er det kun et fåtal af disse, der er udkommet herhjemme, og desværre er de fleste af dem for børn og unge. Der er dog undtagelser såsom Min fjerne barndomsby skrevet og tegnet af Jiro Taniguchi. Den kan naturligvis lånes her på Vallensbæk Bibliotek. Samtidig kan du jo også komme ned på Vallensbæk Bibliotek og se vores forholdsvist nye graphic novel hjørne.
Hvorfor skriver jeg så alt dette? Det er fordi, jeg oplever at tegneserierne igen er begyndt at fylde mere og mere i medierne, hvilket fryder mit tegneseriefan-hjerte. Lige for øjeblikket diskuteres det blandt andet, ja der er endda en retssag om spørgsmålet, om hvorvidt Tintin-albummet Tintin i Congo er racistisk.
Men, og det er nok i virkeligheden det mest spændende: Den internationale danske tegneseriefestival Komiks.dk står lige for døren. Den finder sted hvert andet år, og der kommer masser af spændende gæster med fra Danmark og udlandet. Fra Danmark er det folk som blandt andet Anders Brønserud, Mårdøn Smet, Peter Madsen, Henrik Rehr og Sussi Bech. Fra udlandet er det folk som Kevin O’Neill, Keitaro Arima, Kari Korhonen, Jean van Hamme, Frank Quitely, Dave Gibbons, Daniel Clowes, Åsa Ekström, Chris Ware med mange flere.
Jeg vil naturligvis tage derud, men jeg må indrømme, at jeg også har lod i festivalen, da jeg deltager i en af arbejdsgrupperne, som planlægger festivalen denne gang. Jeg var med som almindelig festivaldeltager til sidste Komiks.dk, der foregik i 2008 (festivalen bliver afholdt hvert andet år) og det var helt enormt sjovt og interessant.
I år bliver Komiks.dk afholdt d. 22/5-23/5 i Øksnehallen i København meget tæt på Københavns Hovedbanegård. Så overvej at tage derind, måske ses vi?
Du kan læse alt om festivalen her.
Ingen kommentarer »

Lørdag d. 10. april var jeg til Krimimesse i Horsens. Den blev holdt i det nedlagte Horsens Statsfængsel, så rammerne var i orden. Og det var alt det andet også. Der var et væld af forfattere, der fortalte om deres romaner. Man kunne købe sig fattig i kriminalromaner og få dem signeret. Der var børnefængslet hvor man kunne afprøve sine evner som detektiv, madtelt, pølsevogn, høj sol og godt humør. Det var meget spændende bare at gå rundt og snuse til det hele. Samtidig listede der suspekte typer rundt med skæg og blå briller og sammenbundne lagner flagrede ud fra vinduerne.
Ved frokosttid sad jeg ude i den tidligere fængselsgård hvor fangerne plejede at komme ud på gårdtur og spiste en pølse. Da jeg skulle til at rejse mig kom en ældre herre hen og satte sig overfor mig. Han fortalte, at han havde siddet 6 år i fængslet og nu var kommet for at sige farvel. Han fortalte også, at han havde forsøgt at flygte ved hjælp af en nedstryger og sammenbudne lagner for at komme til sin kones begravelse. Det lykkedes dog ikke, da vagterne gik deres runde på et senere tidspunkt end sædvanligt pga. boksning i fjernsynet. Om det var en herre der var hyret af Horsens Bibliotek eller rent faktisk var en tidligere indsat betød ikke så meget, han var med til at sætte kulør på min dag.
Jeg glæder mig allerede til at komme igen til næste år.
Ingen kommentarer »
Vi synes selv, at vores bogcafé gik rigtig godt. Det er smadderhyggeligt og der er en afslappet stemning, blomster, dug og levende lys på bordene. Ét er naturligvis hvad vi, som personale, synes. Noget andet er, hvad brugere oplever. Derfor havde vi i år lavet nogle spørgeskemaer, for at få noget mere struktureret feed back. Og det fik vi så.
Overvejende havde brugerne den samme oplevelse som os. De var glade og tilfredse. Der kom også nogle forslag til ændringer eller forbedringer.
Én foreslog, at publikum også skulle have mulighed for at fortælle om en bog, de havde læst. Det er sådan set en god ide, som vi dog ikke vil indføre i vores bogcafé. Bogcaféen er ment som bibliotekarernes anbefalinger til brugerne. Vi prøver at køre et meget stramt program, hvor vi har et bestemt antal titler og har en tidsramme for hvor lang tid, man må tale om den enkelte titel. Det har været nødvendigt, da arrangementet nemt kan løbe løbsk og simpelthen komme til at vare for længe.
Derimod kunne man godt forestille sig at lave en alternativ bogcafé, hvor brugerne fortalte om de bøger, de havde læst. Har man lyst til at tale om bøger kan man f.eks. melde sig i en læsekreds, hvor der er mulighed for også at tale og ikke kun lytte. Biblioteket hjælper gerne med at få kontakt til en læsekreds eller oprette en ny.
En anden deltager kunne tænke sig, at brugerne bestemte hvilke bøger der skulle anbefales. Det ville nok være svært at gennemføre. Dels skal vi jo have foreslagene i god tid, så vi kan nå at læse bøgerne, og dels skal man tænke på, at de bøger vi taler om, læser vi i vores fritid.
Flere fremhævede, at det var godt med en folder med omtale af de forskellige titler. Deltagerne syntes også, at det der blev fortalt var godt og relevant. At det var fint med den afveksling der er, når det er forskellige oplægsholdere. Næsten alle havde lyst til at komme igen til næste år, så det vil vi glæde os til!
Ingen kommentarer »

Så nærmer tiden sig for vores årlige bogcafé, og vi glæder til at se en masse mennesker. Konceptet bliver der ikke rokket meget ved. Det bliver som det plejer: Gode bøger, vin, vand, chips og godt selskab…
Vi håber, du kommer!
Ingen kommentarer »
Svenskere er nogle mærkelige størrelser. De taler mærkeligt. Nogle ord kan man genkende fra dansk. Andre ord har de helt misforstået såsom frokost, som de bruger om deres morgenmad… Måske spiser de smørrebrød om morgenen?? Og så er der selvfølgelig det der med alkoholiske drikke, som skal købes særlige steder… Der er også mørkt i Sverige - i hvert fald meget langt oppe nord på, og så er det vel ikke mærkeligt, at de også kan virke lidt tungsindige?
Men der er ting, som de er rigtig gode til svenskerne. De har f.eks. bygget et kæmpestort og megaflot bibliotek i Malmø. Der kunne vi godt lære noget…
Og så skriver de simpelthen de bedste krimier. En hver svensk by med respekt for sig selv har mindst en knippelgod krimiforfatter:
Ystad har Mankell, Gøteborg har Tursten og Edwardson, Gotland har Jansson og Jungstedt, Uppsala har Eriksson, Kiruna har Larsson - altså Åsa, Stockholm har Dahl, Guillou, Larsson (ham der er død og hed Steig), Marklund og mange flere. Selv en flække som Fjälbacka har en stor krimiforfatter, nemlig Läckberg.
Og hvad kan vi så byde på her i Danmark?? Har en stor by som Odense mon sin egen krimiforfatter?? Næppe! Køge og Roskilde er vel helt uden for kriminalforfatterisk rækkevidde eller? Er det virkelig kun Århus med Egholm og København med Blædel der skal tegne det kriminelle Danmarkskort? Nu må de danske vordende krimiforfattere tage sig sammen og komme ud af busken!
Imens kan man passende se, hvordan det skal gøres i de svenske krimier. En lille liste med svenske krimiserier til inspiration kan findes på Vallensbæk Biblioteks hjemmeside…
Ingen kommentarer »
Kender du typen? Det gør du sikkert ikke, hvis du ikke lige er bibliotekar…
Hun (ja, det kunne selvfølgelig lige så godt have været en han) kommer hen og spørger, om bibliotekaren kan anbefale hende en “god bog”? “Ja” svarer bibliotekaren venligt og imødekommende.
- “Hvad har du læst tidligere, som du godt kunne lide?”
- “Det kan jeg ikke huske… men det skal være spændende og lærerigt!”
-”Hvad så med en krimi?” spørger den søde bibliotekar “Dødens kemi er en rigtig spændende roman..”
- “Nej det er ikke rigtig noget, det må gerne være noget psykologisk”
- “Nå men så er der Minette Walters og Barbara Vine, der er gode psykologiske portrætter i deres romaner”
Låneren finder selv en bog fra udstillingshylden…
- “Kan du finde èn mere, måske én du selv har læst?”
- “Ja, nu skal jeg se om der er nogen af dem hjemme. Har du f.eks. læst Vindens skygge, Den lukkede bog, Kærlighed uden modstand eller Bogtyven?”
Der er ikke rigtig noget der falder i lånerens smag… Da låneren er en ung kvinde (og bibliotekaren ved at nogle unge kvinder kan lide bøger ala Bridget Jones) foreslår bibliotekaren noget af Kinsella eller Fielding…
- “Det er lidt kedeligt at læse en bog, når man har set filmen… jeg tror, jeg nøjes med denne ene…”
Nogle gange er det altså lidt svært at gætte, hvad låneren kan lide - når de altså ikke selv vil fortælle det. Det er ikke alle bøger, som bibliotekaren synes er rigtig gode, som lånerene også synes er fantastiske - selvom det sker…
Ingen kommentarer »
Her halvvejs inde i 2010’s første måned kan man vist godt sige, at Vallensbæk Bibliotek er kommet godt ind i det nye år.
Vi har lige haft Bogbyttedag, og biblioteket er begyndt at have en gratis filmforevisning for voksne og babybio både på Hovedbiblioteket og i Nordmarken. Vil du se datoerne, så kom ned på biblioteket og snup en folder med hjem.
Men vi har også haft en enkelt skæv dag i sidste uge, hvor ingen af vores computere havde adgang til internettet, hverken personalets computere eller de computere som bliver brugt til daglig af et meget stort antal borgere. Heldigvis fik computerne i udlånet rimeligt hurtigt adgang til internettet igen, men personalet måtte vente en rum tid på selv at kunne komme på internettet, og det betød, at det var ret svært at få noget ordentligt arbejde fra hånden, da rigtig mange af vores arbejdsopgaver efterhånden kræver, at vi har adgang til nettet.
Vi var dog ikke alene om disse problemer, for internetnedbruddet skyldtes tilsyneladende et generelt strømsvigt, og det betød at der var flere end os her på biblioteket, der havde problemer med at få arbejdet fra hånden denne dag. Men det var egentlig fint for os, for det gav os flere nye lånere (hej Nordea!) som ville låne film til at fordrive ventetiden med, indtil systemerne virkede igen.
Heldigvis kom det hele i orden igen i løbet af dagen, så det var et mindre irritationsm0ment, der snart er glemt. Forhåbentlig kommer 2010 til at glide let og smertefrit afsted. Vi har her på Vallensbæk Bibliotek i hvert fald en del spændende projekter i løbet af året, som du vil komme til at høre nærmere om og de skulle gerne køre rimeligt nemt.
Vi ses på Biblioteket.
Ingen kommentarer »

Ja, så er det snart nytår og vi skifter til et nyt årti i det stadig nye årtusinde.
Vi har haft masser af glade lånere i løbet af 2009, mange gode arrangementer og også en nylig afholdt 30-års fødselsdag for biblioteket, hvor der kom masser af gæster og ønskede os tillykke. Der var også fint besøg af både Vallensbæks Borgmester og af trylle- og ballonkunstneren Ballon-Mike, børn fra Musikskolen og folk fra Superbrugsen, der stod for en juleølssmagning.
2010 vil sandsynligvis og forhåbentlig komme med nogle omvæltninger. Men det vil du kunne læse mere om her på bloggen lidt senere.
Vi vil gerne sige tak for 2009 og så håber vi at se dig igen på Vallensbæk Bibliotek eller Biblioteket Nordmarken i det nye år.
Husk, at vi først åbner igen mandag d. 4/1-10.
Ingen kommentarer »
Så er forårets arrangementer på plads og arrangementsfolderne trykt og lagt frem. Forårsprogrammet er ikke som efterårets præget af et tema. Det stritter lidt i forskellige retninger, og har forhåbentlig noget for en hver smag.
Som noget helt nyt skal vi til at vise film. Vi har købt en licens, der gør, at vi kan vise alle mulige spillefilm. Vi holder Babybio en gang om måneden både på Hovedbiblioteket og på Biblioteket Nordmarken. Det er vores håb at forældre på barsel har lyst at komme lidt ud fra hjemmet og se en film sammen med andre med små børn. Vi har også tænk på dem der har tid om eftermiddagen til at se film. Endelig er der også en filmklub for de unge (og andre friske) på Hovedbiblioteket kl. 17 én gang om måneden. Der vil være salg af popcorn og sodavand. Se nærmere program her
Jeg glæder mig meget til at høre, Hanne Richardt Beck fortælle om besættelsen og modstandsbevægelsen ud fra sine romaner “Om så det gælder” og “Men bedste Hr. Hund”.

En af de rigtig gode danske krimiforfattere i øjeblikket er Jussi Adler-Olsen. Han har bl.a. skrevet “Fasandræberne” og “Flaskepost fra P”. Det bliver helt sikkert spændende at høre ham fortælle.
Stefan Colind kommer og fortæller om spøgelser, bibliotekarene fortæller om de nyeste bøger på bogcaféen, Mille Fly giver ny inspiration til indretningen af dit hjem og Jakob Nielsen fortæller om Informations grundlægger Børge Outze…. Pyha man bliver næsten helt forpustet.
For børnene er der bl.a. Prop og Berta, forskellige teaterstykker, GPS jagt ved Strandparken og børneloppemarked… Kom ned på biblioteket og hent folderne eller se børnearrangementerne her og voksenarrangementerne her.
Ingen kommentarer »
…Altså at komme ned forbi Vallensbæk Bibliotek og fejre vores 30års-jubilæum indtil klokken 17.
Ballon-Mike underholder indtil klokken 17 og både julebasaren og ølsmagningen fortsætter også indtil da.
Ingen kommentarer »
|